Om at male 

Tove Erlik

 

Jeg maler først og fremmest fordi jeg ikke kan lade være!

Jeg maler for min egen skyld og det er efterhånden blevet lidt af en nødvendighed at male. Det giver mig nemlig en fornemmelse af ro, harmoni og balance og er samtidig en måde at udtrykke følelser på - både gode og dårlige.

Mine billeder er meget private de udtrykker mine drømme, tanker og følelser.

Jeg maler de ting man ikke kan vise med et fotografi og som er svære at sætte ord på.

Jeg er glad for naturen og naturens farver.

Specielt er jeg fascineret af blomster og det liv der findes på koralrevet.

 

Mine dejlige rejser til østen har inspireret mig meget. Jeg bliver fanget af den varme, glade stemning og flotte ornamentik jeg møder alle steder.

Det er ting, som jeg ofte tænker på og derfor er det også de former og farver, der går igen i mine billeder. Når jeg starter på at male et billede, har jeg ofte en klar forestilling om, hvad det skal forestille, men så tager billedet over, og jeg må følge med og lade billedet bestemme det videre forløb, - tit er jeg selv meget overrasket over resultatet.

 

Netop fordi mine billeder er private for mig, og fordi mine følelser og tanker ofte vises i billederne, maler jeg mine billeder til mig selv og ikke for andre. Derfor overrasker det mig meget, at mine omgivelser giver udtryk for, at de kan bruge billederne til noget.

 

Men mine omgivelser har længe presset på, for at jeg skulle vise mine billeder frem til et lidt bredere publikum. Deres argumenter er, at det er egoistisk at holde billederne for mig selv, og det kan jo være, at der faktisk er andre, som kan lide dem, og få noget ud af dem. Da jeg altid har været bedre til at give, end til at modtage, var det et argument, jeg ikke kunne sige nej til.

 

Jeg kan jo ikke nægte, at jeg har mange af mine billeder gemt væk, da mine vægge ikke er store nok til dem alle. Det er naturligvis dumt, hvis billederne i stedet kunne lyse op et andet sted.

 

Når nogen køber et billede, ved jeg, at det er fordi man kan lide det, - og det er for mig en stor kompliment til min kunst. Det vil glæde mig, hvis jeg kan sælge billederne, så de kan være med til at skabe harmoni og glæde hos andre.

 

 

Tove Erlik

 

 

 

 

 

 

Tove Erlik Galleri »

 

 

 

Om Tove Erlik »

 

 

 

Bjørn Erlik Galleri »

 

 

 

  Kontakt     

Tove & Bjørn  »

 

 

 

Forside »